Persona (1966)

’Persona’ er for mange kronen på Ingmar Bergmans (mester)værk, og den er formelt set hans mest nybrydende film: en foruroligende og fascinerende rugen over den menneskelige personligheds flygtige natur. Elisabeth (Ullmann) er teaterskuespillerinden, der mister evnen til at tale. Hun har søgt tilflugt i et afsidesliggende sommerhus (den er filmet nær Bergmans hjem på øen Fårö), hvor hun passes af sygeplejersken Alma (Bibi Andersson). De udvikler et symbiotisk forhold i en sådan grad, at deres identiteter efterhånden begynder at smelte sammen i et forhold, hvor den ene taler, og den anden lytter. Filmen er med sin gådefulde handling og stærke symbolik blevet kaldt filmanalysens Mount Everest – en kraftpræstation af en film, der aftvinger sig lige dele nysgerrighed og respekt.