Mifunes sidste sang (1999)

Dogme #3: Søren Kragh-Jacobsens dogmefilmperle er en af de stærkeste, sjoveste og mest langtidsholdbare udspil i hele den berømte og berygtede 90’er-bevægelse, hvis bestræbelse var at skrælle alle tekniske hjælpemidler ned til et minimum og dermed tvinge filmholdet til at fokusere på den gode historie. Et hjemstavnsdrama med sin helt egen tone, som stadig formår at aktivere både mavemuskler og tårekanaler.

Kresten lever i Københavns yuppie-cirkler med udsigt til en strålende karriere, lige indtil han på sin bryllupsmorgen ringes op fra Lolland og får besked om, at hans far er død. Han har svært ved at forklare sig over for sin kone Claire, da han har bildt alle – inklusive hende – ind, at han ingen familie har. Det bliver ikke nemmere for Kresten, da han genser den fædrene, totalt forfaldne gård og møder sin ældre, tilbagestående bror Rud, der er ensom, forsumpet og ude af stand til at klare sig selv.